Video

Transskription

Sorte huller er en af de særeste ting i tilværelsen

De giver umiddelbart ingen mening; Hvor kommer de fra?

Og hvad sker der hvis du falder ind i en?

Stjerner er utroligt store og tunge samlinger af hovedsageligt hydrogenatomer

som kollapser fra enorme gasskyer under deres egen tyngdekræft

I deres kerne knuser atomfusion hydrogen atomer om til helium

hvilket afgiver en enorm mængde energi.

Denne energi skubber, i form af stråling mod tyngdekraften

og opretholder en sart balance mellem de to kræfter.

Så længe der er fusion i kernen, forbliver stjernen stabil nok.

Men for stjerner med langt større masse end vores egen sol,

tillader varmen og presset i kernen dem at fusionere tungere elementer,

indtil de når jern.

I modsætning til alle de foregående elementer, laver jernets fussionsproces

ikke nogen energi.

Jernet samler sig i stjernens kerne indtil den når en kritisk mængde,

og balancen mellem stråling og tyngdekraft brydes pludseligt.

Kernen kollapser.

I løbet af en brøkdel af et sekund, imploderer stjernen

og bevæger sig ved ca. en fjerdedel af lysets hastighed

hvilket tilfører endnu mere masse ind i kernen.

Det er i dette øjeblik, at alle universets tungere elementer skabes,

som stjernen dør i en supernova-eksplosion.

Enten skaber dette en neutronstjerne eller, hvis stjernen er stor nok

et kollaps af hele massens kerne hvilket bliver til et sort hul.

Hvis man kiggede på et sort hul, ville det man egentligt så være begivenhedshorisonten.

Alt hvad der krydser begivendshorisonten

skal bevæge sig hurtigere end lysets hastighed for at undslippe.

Med andre ord er det umuligt.

Så vi ser bare en sort kugle, der ikke reflekterer noget.

Men hvis begivenhedshorisonten er den ‘sorte’ del,

hvad er så ‘hul’-delen af det sorte hul?

Singulariteten.

Vi ved ikke helt hvad det er.

Singulariteten er måske uendeligt kompakt, hvilket betyder at hele dens masse er samlet

på et enkelt punkt i rummet, uden nogen overflade eller rumfang.

Eller noget helt andet.

Lige nu ved vi det simpelthen ikke.

Det er ligesom fejlen ved at dividere med 0

Sorte huller suger forresten ikke ting op som en støvsuger.

Hvis vi udskiftede solen med et lige så tungt sort hul,

ville der ikke ændres meget for Jorden

bortset fra at vi selvfølgelig ville fryse ihjel.

Hvad ville der ske hvis du faldt i et sort hul?

Oplevelsen af tid er anderledes omkring sorte huller.

Udefra ser du ud til at sænke farten som du nærmer dig begivenhedshorisonten,

så tiden går langsommere for dig.

På et tidspunkt vil det se ud som om du fryser i tiden,

langsomt bliver rød, og forsvinder.

Fra dit perspektiv kan du dog se resten af universet

i høj hastighed, lidt som at se ind i fremtiden.

Lige nu, ved vi ikke hvad der så sker,

men tror det kan være én af to ting.

Et: du dør en hurtig død.

Et sort hul bøjer rummet så meget at der, når du krydser begivenhedshorisonten

kun er en mulig retning.

Man kan tage det bogstaveligt: inden i begivenhedhorisonten

kan man kun bevæge sig i en retning.

Det er som at være i en virkelig snæver dal som lukker bag dig efter hvert skridt.

Et sort huls masse er så koncentreret,

at selv små afstande som et par centimeter, på et tidspunkt,

vil betyde at tyngdekraften er millioner af gange stærkere,

forskellige steder på din krop.

Dine celler rives fra hinanden som din krop strækkes mere og mere,

indtil du er en varm strøm af af plasma, en atom bred.

To: du dør en meget hurtig død.

Kort tid efter du krydser begivenheds- horisonten vil du ramme en mur af ild

og blive tilintetgjort på et øjeblik.

Ingen af disse muligheder er særligt behagelige.

Hastigheden på din død ville afhænge af det sorte huls masse.

Et mindre sort hul ville dræbe dig før du overhovedet kom ind i dens begivenhedshorisont,

mens du nok kunne bevæge dig i et supertungt sort hul,

i et godt stykke tid.

Tommelfingerreglen er, at desto længere fra singulariteten du er,

desto længere lever du.

Sorte huller kommer i forskellige størrelser.

Der er stellartunge sorte huller som er et par gange tungere end solen

og har diameter som en asteroide.

Så er der de supertunge sorte huller,

som findes i midten af alle galakser,

og har ‘ædt’ i milliarder af år.

I øjeblikket er det største supertunge sorte hul vi kender S5 0014+81,

som er fyrre gange tungere end solen.

Den er 236.7 milliarder kilometer i diameter,

hvilket er 47 gange større end afstanden mellem solen og pluto.

Uanset hvor stærke sorte huller er, vil de på et tidspunkt forsvinde,

gennem en proces der hedder Hawking-stråling.

For at forstå hvordan det virker, skal vi se på tomt rum.

Tomt rum er egentligt ikke tomt, men fyldt med virtuelle partikler,

som popper ind i eksistensen og udradere hinanden igen.

Når det sker på kanten af et sort hul,

vil det ene virtuelle partikel hives ind i det sorte hul,

og det andet vil undslippe og blive et rigtigt partikel.

Så det sorte hul mister energi.

Dette sker utroligt langsomt i starten,

og øges i hastighed som det sorte hul bliver mindre.

Når det har samme størrelse som en stor asteroide,

stråler den ved stuetemperatur.

Når det har samme tyngde som et bjerg, stråler det ca. så varmt som solen.

Og i det sidste sekund af dens liv, stråler det sorte hul med

milliarder af atombomber i en stor eksplosion.

Men denne proces går utroligt langsomt.

Det største kendte sorte hul kan tage op til en googol år før det forsvinder.

Det er så lang tid, at når det sidste sorte hul stråler væk,

vil ingen være der til at se det.

Universet vil være ubeboeligt længe før.

Dette er ikke slutningen på vores historie:

Der er masser af andre interessante ideer om sorte huller.

Vi udforsker dem i del to.

Stor tak til Fraser Cain for at hjælpe med denne video.

Vi har for øvrigt lavet nogle Kurzgesagt-baggrunde i 4K

til forskellige skærm-størrelser.

Du kan få dem på vores Patreon side, som også hjælper os til at lave flere videoer.

Som denne December, den første måned nogensinde med over tre videoer:

Subtitles by the Amara.org community