Video

Transskription

Menneskets eksistens er skræmmende og forvirrende.

For få hundrede år siden, blev vi bevidste og fandt os selv et mærkeligt sted.

Det var fyldt med andre væsener. Vi kunne spise nogle; nogle kunne spise os.

Der var noget flydende, som vi kunne drikke; ting vi kunne bruge til at lave flere ting.

Dagshimmelen havde en lille gul kugle, der varmede vores hud.

Nattehimelen var fyldt med smukke lys.

Dette sted er naturligvis lavet til os.

Noget så over os.

Vi var hjemme. Dette gjorde alt meget mindre skræmmende og forvirrende.

Men jo ældre vi blev, jo mere lærte vi om om verden og os selv.

Vi lærte at de funklende lys ikke lyser for os, de lyser blot.

Vi lærte at vi ikke er centrum af hvad vi nu beskriver som Universet,

og at det er meget, meget ældre end vi troede.

Vi lærte at vi er lavet af mange små døde ting,

som indgår i større ting, der af en eller anden grund ikke er døde,

og at vi kun er et anden midlertidigt stadie i historien, der går over en milliard år tilbage.

Vi lærte, i ærefrygt, at vi bor på en fugtig plet af støv, der bevæger sig rundt omkring en mellem-størrelse stjerne

i en stille region af en arm af en gennemsnitlig galakse, som er del af en galakse-gruppe vi aldrig vil forlade.

Og denne gruppe er kun en af tusinder, der sammen udgør en galakse superhob..

Men selv vores superhob er kun en af tusinder, der udgør hvad vi betegner som det observerbare univers.

Universet er muligvis en million gange større, men det kommer vi aldrig til at vide.

Vi kan kaste ord rundt som for eksempel ’to-hundrede millioner galakser'

eller ‘billioner af stjerner eller bazillioner af planeter’,

men alle disse tal betyder intet. Vores hjerner kan ikke forstå disse koncepter.

Universet er for stort. Der er for meget af det.

Men størrelse er ikke det mest problematiske koncept vi skal forstå.

Det er tid, eller mere præcist, tiden vi har.

Hvis du er heldig nok til at leve til du er hundrede år

har du femtusindetohundrede uger til din rådighed.

Hvis du er femogtyve nu, så har du tretusindenihundrede uger tilbage.

Hvis du dør som halvfjersårig, så er der totusindetrehundredeogfyrre uger tilbage -

meget tid, men så igen… ikke rigtig.

Og hvad så?

Dine biologiske processer vil brydes,

og det dynamiske mønster der er dig, vil stoppe med at være dynamisk.

Det vil opløses, til der ikke er mere tilbage af dig.

Nogle tror at der er en del af os, som vi ikke kan se eller måle,

men vi har ingen måde at finde ud af det på, så dette liv er måske det eneste

og vi ender muligvis op død forevigt.

Dette er dog mindre skræmmende end det lyder.

Hvis du ikke kan huske de 13.75 milliarder år der er gået før du eksisterede,

Så vil de billioner af billioner af billioner af år, der kommer efter du har forladt denne jord, passere i løbet af ingen tid.

Luk dine øjne. Tæl til 1.

Det er hvor lang tid forevigt føles.

Og så vidt som vi ved, vil selve universet dø i slutningen, og intet vil nogensinde ændre sig igen

Vores videoer inducerere eksistentialistisk rædsel i mange folk,

og de sidste par minutter har nok ikke hjulpet.

Så, for en gangs skyld, vil vi tilbyde en anderledes måde at kigge på disse ting:

et uvidenskabeligt, subjektivt synspunkt, filosofien bag Kurzgesagt, om du vil.

Tag det venligst med et gran salt; vi ved ikke mere om menneskets eksistens end du gør.

Vi kæmper imod eksistentialistisk rædsel med optimistisk nihilisme.

Hvad mener vi med det?

For at opsummere, så virker det meget usansynligt at 200 billioner billioner stjerner er blevet skabt for os.

På en måde føles det som om den ondeste vittighed nogensinde er blevet lavet mod os.

Vi blev selvbevidste kun for at indse, at denne historie ikke omhandler os.

Og mens det er godt at have viden om elektroner og kraftcenteret af cellen,

så gør videnskab ikke meget for at gøre dette mindre deprimerende.

Okay, men hvad så?

Du får kun et forsøg på livet, hvilket er skræmmende, men det sætter dig også fri.

Hvis Universet slutter med en varmedød, vil al ydmygelse du lider i dit liv blive glemt.

Hver fejl du har lavet, betyder intet i sidste ende.

Hver slem ting du har gjort vil blive annulleret.

Hvis vores liv er alt vi får lov at opleve, er der kun en ting af betydning.

Hvis Universet ingen principper har, er de eneste relevante principper dem, vi selv beslutter.

Hvis Universet intet formål har, får vi lov at diktere hvad dets formål er.

Mennesker vil højst sansynligvis ophøre med at eksistere på et tidspunkt,

men før vi gør, får vi lov at udforske os selv, samt verden omkring os.

Vi får lov at opleve følelser. Vi får lov at opleve mad, bøger, solopgange, og at være med hinanden.

Faktummet at vi overhovedet kan tænke på disse ting, er på en måde fantastisk.

Det er nemt at se os selv separeret fra alting, men dette er ikke sandt.

Vi er lige så meget Universet som en neutronstjerne

eller et sort hul, eller en stjernetåge.

Bedre endnu, er vi faktisk dets tænkende og følende del:

universets centrale organer.

Vi er fuldstændig frie på en legeplads på størrelse med Universet,

så vi kan lige så godt sigte efter at være lykkelige og bygge en slags Utopi i stjernerne.

Det er ikke som om vi har fundet ud af alt, der er værd at vide

Vi ved ikke hvorfor Universets regler er som de er,

hvordan livet opstod, hvad liv er.

Vi har ingen ide om hvad bevidsthed er, eller om vi er alene i Universet.

Men vi kan prøve at finde svar.

Der er milliarder af stjerner at besøge, sygdomme at kurere,

mennesker at hjælpe, glade følelser at blive oplevet,

og videospil at færdiggøre.

Der er så meget at gøre.

Så, afsluttende, du har højst sandsynligt brugt en god del af den tid, der er tilgængelig for dig.

Hvis dette er vores ene chance for liv, er der ingen grund til ikke at have det sjovt

og leve så lykkelig som muligt.

Bonuspoint hvis du gør livet for andre bedre.

Flere bonuspoint hvis du hjælper med at bygge et galaktisk menneskeligt imperium.

Gør de ting, der får dig til at have det godt.

Det er dig, der bestemmer, hvad end dette betyder for dig.